12.12.2003 | Evni: Lųgtingiš
Stuldur og tign
Skriva út | Send | Aftur

Rśna Berghamar ķ Havn hevur ķ morgun lesarabręv į netsķšuni hjį Dimmalętting, har hon greišir frį, hvussu hon sęr stųšuna hjį landinum og lųgmanni.

”Mašurin misbrśkti starviš į virkinum, har hann var bókhaldari, og įlitiš, sum nevndin fyri virkiš vķsti honum.

Hann flutti fleiri hundraštśsund krónur frį virkinum til skipini, sum hann var reišari hjį og įtti ķ (stuldur), og broytti tųlini į goymsluskjųlunum, sum virkisleišarin, ein įlitismašur, hevši skrivaš (skjalafals).

Illgruni var um, at virkisleišarin hevši falsaš skjųlini, og hevši hann ikki kunnaš prógvaš, at hann ikki hevši gjųrt taš, hevši hann veriš lagdur undir at hava framt óreglusemi.

Eftir ųllum at dųma hevur nevndin fyri virkiš fyrigiviš honum, tį iš teir hava gjųrt avtaluna viš hann. Ķ so mįta er mįliš lišugt teirra millum.

Men taš, at avtala er gjųrd teirra millum, ger ikki brotsverkiš minni. Hevši mįliš veriš meldaš, hevši hann veriš dųmdur at sitiš fleiri įr ķ fongsli”.

Rśna Berghamar skrivar, at tį iš so alt hetta er komiš fram, skuldu vit trśš, at mašurin vķsti angur og skomm.

”Men tķverri – taš hava vit onki sęš til. Hann lķtilsger taš, kallar stuldurin bókingarvillu og skjalafalsiš mistak. Ķ mķnum eygum er tann mašur lķtil, sum ikki vil višganga sķnar misgeršir.

Mangan veršur tosaš um tign lųgmans. Sjįlv havi eg ilt viš at fįa eyga į nakra tign. Hvųr vil loysa viš slķkum fólki viš róšriš?

Eg tori ikki”, skrivar Rśna Berghamar.

< Vavgreytur ķ tinginum | Taka įbyrgd av framtķšini >